Udskriftsikon
Tip en ven

Anæstesiologi

Anæstesiologi er det lægelige speciale, som varetager anæstesi (betyder uden følelse) eller, på dansk, bedøvelse. Anæstesilægen beskæftiger sig, ud over selve bedøvelsen, også med smertebehandlingen efter operationen.

Bedøvelse og smertebehandling kan foregå på flere måder.

Lokalbedøvelse
Infiltration: Der indsprøjtes lokalbedøvelsesmiddel i det område, som skal opereres. Fx bruges infiltration ved operation af slappe øjenlåg og fjernelse af ”skønhedspletter”.

Ledningsblokade: Der indsprøjtes lokalbedøvelsesmiddel omkring nerverne, der kommer fra det område, som skal opereres. Fx bruges ledningsblokade ved operation for knyster, operationer i skulderen og ved operationer på hænderne.

Rygbedøvelse: Der indsprøjtes lokalbedøvelsesmiddel i den væske som omgiver nerverødderne i rygmarvskanalen. Rygbedøvelse er yderst velegnet til indgreb, der foregår under navleniveau fx operationer på benene og operation for forstørret blærehalskirtel.

Døs: Patienten får tilført sovemiddel og smertestillende middel direkte i blodbanen i doser, der giver en let søvn, men som tillader patienten selv at trække vejret.

De forskellige former for lokalbedøvelse kombineres ofte med døs. På den måde opnår patienten de mange fordele, der er ved lokalbedøvelse uden at opleve operationen.

Fuld bedøvelse
Foretages ved at man indsprøjter en blanding af sovemiddel og smertestillende medicin direkte i blodbanen. Patienten falder i søvn og mister samtidigt evnen til selv at trække vejret. Det er nødvendigt at give patienten kunstigt åndedræt i den periode, han er bedøvet. Luften blæses ned i lungerne gennem et rør, som via munden føres ned i luftrøret. Fuld bedøvelse bruges til fx kikkertoperationer for brok eller galdesten og til plastikkirurgiske indgreb på bryster eller bugvæg.

Faste
Før ledningsblokader, rygbedøvelser, døs og fuld bedøvelse skal man faste. De sidste seks timer før mødetid må man ikke spise fast føde, men man må drikke vand, saftevand, te eller kaffe indtil to timer før mødetid.

Vanlig medicin
Som hovedregel skal man spise sin vanlige medicin til vanlig tid. Man kan drikke et halvt glas vand til medicinen, også selvom der er mindre end to timer til mødetid. I enkelte tilfælde skal man dog holde pause med fx blodfortyndende medicin, pt. får individuel besked om eventuel medicinpause.